Medvirkende i This Is Us

Kan én fødselsdag forandre TV-historien? Det korte svar er ja – i hvert fald hvis man spørger skaber Dan Fogelman og de millioner af seere, der igennem seks sæsoner har fulgt Pearsons-familiens krøllede tidslinjer, tårevædede øjeblikke og forløsende grin. NBC-succesen This Is Us (2016-2022) formåede med 105 episoder at gøre hverdagens små sejre og store tragedier til rendyrket, karakterdrevet underholdning.

I denne artikel zoomer vi ind på det, som gør serien uforglemmelig: menneskene foran – og bag – kameraet. Fra det stjernebesatte hovedcast med Milo Ventimiglia og Mandy Moore i spidsen til de unge talenter, der giver liv til Pearson-trioens mange tids-spring, og videre til de biroller, der stjæler hjerter i få scener – vi kortlægger hele ensemblet.

Så spænd sikkerhedsselen, find lommetørklædet frem, og gør dig klar til at (gen)opdage, hvordan This Is Us væver et episk familietapet, hvor alle nuancer af kærlighed, tab og håb bliver spillet af det helt rette hold. Dyk med os ned i rollelisten, produktionen og seriens unikke struktur – og se, hvorfor afsluttede serier stadig kan føles lyslevende.

This Is Us: Overblik, præmis og status

This Is Us er en karakterdrevet dramakomedie, der fra første afsnit har fanget seerne med sit enkle, men stærke udgangspunkt: en håndfuld mennesker født den samme dag, hvis liv flettes sammen på kryds og tværs af tid, sted og generationer. Serien zoomer særligt ind på Pearson-familien og viser, hvordan deres individuelle drømme, traumer og sejre gensidigt former hinanden-ofte med ganske almindelige hverdagssituationer som afsæt for de store følelser.

Første episode fik amerikansk premiere på NBC den 20. september 2016, og efter seks velplanlagte sæsoner rundede fortællingen af med episode nummer 105 den 24. maj 2022. Dermed landede serien på i alt seks sæsoner og 105 afsnit, hvilket gav skaber Dan Fogelman plads til at lade figurerne vokse organisk uden at tabe den røde tråd.

I tonelejet balancerer This Is Us elegant mellem tårevædede øjeblikke og befriende humor; den leverer dramaet, men glemmer aldrig de små grin og varme replikker, der gør karaktererne menneskelige. Brugen af flere tidslinjer-barndom, ungdom og nutid-sikrer, at seeren konstant bliver mindet om, hvor stærkt fortid og nutid påvirker hinanden. Resultatet er en serie, der både føles storslået i sit følelsesregister og intime i sin skildring af de allerinderste relationer.

Hovedrollerne: Pearson-familien og de nærmeste

Milo Ventimiglia som Jack Pearson er det bankende hjerte i seriens omfattende tidslinje. Jack tegnes som den kærlige – og fejlbarlige – familiefar, hvis Vietnam-fortid og alkoholproblemer giver historien et mørkt ekko. Ventimiglia spiller ham med stoisk varme og en sårbarhed, der gjorde rollen så ikonisk, at fans fortsat diskuterer hans faderskabs-mantra, “Be the better man,” efter seriens afslutning.

Mandy Moore som Rebecca Pearson matcher Ventimiglias intensitet med en flerlaget præstation, der spænder fra håbefuld ung sanger i 1970’erne til aldrende matriark ramt af Alzheimers. Moore skifter upåfaldende mellem tidsepokerne og viser både den karismatiske spirende kunstner og den desillusionerede enke, hvilket sikrer, at Rebeccas stemme forbliver seriens moralske kompas.

Deres børn, kendt som The Big Three, udgør seriens strukturelle søjler. Sterling K. Brown som Randall Pearson høstede både Emmy og Golden Globe for sin nuancerede fortolkning af den adopterede søn, der konstant søger balancen mellem perfektionisme og identitetssøgen. Browns magnetiske spil gør Randalls angstanfald og politiske ambitioner lige så gribende som hans uforbeholdne kærlighed til familien.

Chrissy Metz som Kate Pearson bærer seriens tematik om selvværd, krop og musikdrømme. Metzs fine nuancering gør Kates kamp med vægttab og sorg (især efter tabet af sin første søn) til et ærligt spejl for seeren, og det musikalske spor med Joni Mitchell-coveret “Case of You” viser hendes vokale talent såvel som karakterens ukuelighed.

Justin Hartley som Kevin Pearson giver stjernestatus og sårbarhed lige dele plads. Fra selvoptaget soap-skuespiller til familiefar med et byggeprojekt, der hylder Jack, viser Hartley Kevins udvikling fra udadtil perfektion til indre ro. Hans forhold til barndomsforelskelsen Sophie står som et af seriens mest elskede on-off-par.

I Randalls gren af familien er Susan Kelechi Watsons Beth Pearson uundværlig. Beth er både anker og spejl for Randalls perfektionisme, og Watson leverer tør humor, ubrydelig loyalitet og danse-baggrund i ét åndedrag. Hendes egen karriere-rejse fra balletdrøm til dansestudie-ejer og igen til akademisk leder udvider seriens tematik om identitet langt ud over kernefamilien.

Chris Sullivan som Toby Damon giver Kates storyline humor og hjertesorg på samme tid. Hans kampe med depression og vægt tab præsenteres uden klicheer, og Sullivans kemi med Metz gør deres ægteskab – og efterfølgende skilsmisse – til en af seriens mest realistiske skildringer af kærlighed under pres.

Endelig tilfører Jon Huertas som Miguel Rivas kompleksitet til Jack og Rebeccas fortælling. Oprindeligt Jacks bedste ven, senere Rebeccas anden mand, giver Miguel et modent perspektiv på både kulturel identitet (som puertoricansk amerikaner) og ubetinget kærlighed. Huertas går fra perifer birolle til fuldgyldigt familiemedlem, og det betaler sig i de sidste sæsoners rørende plejehjemssekvenser.

Sammen udgør disse otte skuespillere et ensemble, der bærer This Is Us’ spring mellem årtier, sorg og glæde. Deres præstationer sikrer, at serien, trods et væld af sidefigurer, altid vender hjem til Pearson-familiens kerne – dér hvor spørgsmålene om kærlighed, tilgivelse og tilhørsforhold er størst.

Generations-castet i This Is Us: Barndom, teenårene og nutiden

Seriens skabere kalder ofte This Is Us for et “familiesaga-puzzle”, og intet sted bliver brikkerne lagt mere elegant end i rollebesætningen, der dækker hvert afgørende kapitel af Pearson-børnenes liv. For at få tidslinjerne til at flyde ubesværet ind og ud af hinanden har produktionen castet tre markante aldersgrupper til The Big Three – barndom, teenår og nutid – og lader samtidig de helt små og de voksne børn komme på banen i strategiske flashbacks og flashforwards. Resultatet er, at seeren kan opleve én følelsesmæssig tråd, selvom der hoppes fire årtier frem eller tilbage fra scene til scene.

Barndommen (8-13 år)
I de tidlige 80’ere følger vi Kevin, Kate og Randall som eftertænksomme, nysgerrige børn. Parker Bates giver den frembrusende selvtillid og begyndende usikkerhed til den unge Kevin, mens Mackenzie Hancsicsak finder både charme og sårbarhed i Kate, der kæmper med vægtkomplekser længe før hun selv forstår problemets omfang. Lonnie Chavis får de mest komplekse scener som Randall – et adoptivbarn, der prøver at balancere perfektionisme og oplevelsen af at føle sig anderledes. Disse tre spiller direkte mod Milo Ventimiglia og Mandy Moore, hvilket forankrer flashback-sekvenserne i Jack og Rebeccas varme køkken og gør minderne troværdige.

Teenårene (14-19 år)
Når serien hopper til begyndelsen af 90’erne, overtager et nyt sæt skuespillere: Logan Shroyer som den arrogante, men også dybt usikre high-school-footballstjerne Kevin; Hannah Zeile som Kate, der opdager både sangtalent og destruktive mønstre; samt Niles Fitch som Randall, hvis akademiske toppræstationer kolliderer med identitetssøgen og panikanfald. Trioens kemi spejler deres barndomspendants, så overgangene mellem tidslinjerne føles næsten umærkelige – ofte klippet sammen på en måde, hvor en bevægelse eller replik fortsætter fra den ene tidsperiode til den næste.

De helt unge år & de fremtidige glimt
For at fuldende generationsportrættet anvendes også skuespillere i 3-6-års-alderen, eksempelvis Kaz Womack, Isabella Rose Landau og Ca’Ron Jaden Coleman, der giver serien visuelle stikord til tidlige formative øjeblikke – Jack, der lærer Kevin at binde snørebånd, eller Rebecca, der synger godnatsange for en lille Kate. I den anden ende af tidsaksen ses voksne versioner af Pearsons tredje generation, såsom Tess (Iantha Richardson) og Jack Damon (Blake Stadnik), hvilket understreger fortællingens cirkulære natur.

Hvorfor flere skuespillere – og virker det?
Ja, for serien er karakterdrevet snarere end ploteffektsøgende. Ved at lade forskellige ansigter bære de samme traumer og sejre over tid opstår en følelsesmæssig resonans: Seeren genkender Kevin, Kate og Randall – om de så står i Steelers-farvede pyjamas eller i skræddersyede voksenkostumer. Skuespillerne har gennem workshops og fælles læseprøver lært hinanden gestus, talestrøm og mikroudtryk, hvilket giver en næsten sømløs oplevelse, når kameravinklen skifter fra en ’90-er Super 8-optagelse til nutidens 4K-billede.

Dermed bliver generations-castet ikke blot et praktisk greb; det er selve motoren bag This Is Us’ evne til at fortælle én samlet historie om kærlighed, tab og tilgivelse på tværs af årtier.

Biroller og tilbagevendende favoritter

Når This Is Us folder sig ud på tre tidslinjer, kræver det et bredt persongalleri, som kan bære seriens større temaer om kærlighed, tab og tilgivelse. Blandt de biroller, der har sat stærkest aftryk, finder vi følgende favoritter:

Lyric Ross – Déjà Pearson
Déjà introduceres i sæson 2 som en teenager fra foster­systemet og bliver siden officielt adopteret af Randall og Beth. Ross giver rollen en rå sårbarhed, der tydeliggør seriens pointe om, at familie er et aktivt valg – uanset blod. Hendes rejse fra mistro til tillid spejler Randalls egen adoptions­historie og udvider fortællingen om identitet og tilhørsforhold.

Caitlin Thompson – Madison Simons
Madison starter som Kates lidt irriterende vægttabs­veninde, men ender som mor til Kevins tvillinger. Thompson balancerer humor og alvor i en karakter, der kæmper med selvværd og spiseforstyrrelser. Hendes udvikling understreger seriens budskab om, at gensidig støtte kan vokse de mest uventede steder.

Ron Cephas Jones – William Hill
Randalls biologiske far er måske den mest elskede birolle af dem alle. Jones’ poetiske nærvær og silkebløde stemme giver William en gravitas, som indkapsler temaerne om forsoning, dødelighed og kunstens helende kraft. Hans forhold til både Randall og Beth viser, hvordan gamle sår kan hele gennem nye relationer.

Alexandra Breckenridge – Sophie
Kevins barndoms­kæreste er fast ankertov i hans tumultariske liv. Breckenridge fremhæver både Sophies varme og hendes grænser, så deres on-off-forhold aldrig føles som ren romantik, men som en moden undersøgelse af timing og tilgivel­sens pris.

Griffin Dunne – Nicky Pearson
Jack Pearsons fortabte lillebror symboliserer krigens efterveer. Dunnes skildring af PTSD, misbrug og ensomhed bringer et mørkere, men håbefuldt, lag til serien. Nicky viser, at det aldrig er for sent at række ud – et centralt credo for hele This Is Us.

Melanie Liburd – Zoe Baker
Som Beths kusine og Kevins seriøse kæreste i sæson 3 konfronterer Zoe både barndoms­traumer og spørgsmålet om moderskab. Liburd gør karakteren til en selvstændig, ambitiøs kvinde, der sætter ord på, at det også er okay at fravælge den traditionelle familie­model.

Asante Blackk – Malik Hodges
Malik introduceres som teenage­far og Déjàs kæreste. Blackk tilfører et friskt perspektiv på ansvar, ambitioner og sorte unge mænds muligheder i USA. For Randall – selv opvokset uden biologiske forældre – bliver Malik en påmindelse om, at forældreskab ikke har én formel.

Jennifer Morrison – Cassidy Sharp
Cassidy er afghanistan­veteran, mor og Kevins anonyme alkoholikere-makker. Morrison portrætterer kampen med posttraumatisk stress og følelses­mæssig afkobling med en stoisk sårbarhed. Hendes tilstedeværelse forankrer Kevins egen kamp mod afhængighed i et større, socialt perspektiv.

Derudover fylder tilbagevendende figurer som Dr. K (Gerald McRaney), Marc McKeon (Austin Abrams) og teenageversionerne af Pearson-børnene hullerne ud mellem fortid og nutid. Tilsammen skaber de et mosaikagtigt billede, hvor hver birolle fungerer som en refleksions­flade for seriens hovedtemaer: familie, traumer, håb og den evige søgen efter mening.

Bag kulisserne på This Is Us: Skaber, produktion og andre fakta

Dan Fogelman – manden bag This Is Us – var allerede kendt for film som “Crazy, Stupid, Love” og Disney-universet “Tangled”, da han i 2016 solgte idéen om tre søskende, der alle fylder år samme dag, til NBC. Han kom til serien som skaber, showrunner og executive producer, og hans eget selskab Rhode Island Ave. Productions stod derfor helt centralt i produktionen. Sammen med forfatter-/producerduoen Isaac Aptaker og Elizabeth Berger (der driver Zaftig Films) og det daværende 20th Century Fox Television – som efter Disneys omdøbning i 2020 nu hedder 20th Television – blev der dannet et partnerskab, der fra start havde ambitioner om at fortælle en komplet, afrundet historie.

Serien er produceret i USA og optaget på engelsk, men dens universelle temaer om familie, tab og identitet gav den et globalt publikum. NBC’s klassiske network-format på omkring 18 afsnit pr. sæson blev fulgt de første fire år (Sæson 1-4), mens coronapandemien forkortede Sæson 5 til 16 episoder, før finalesæsonen igen landede på 18. I alt runder historien 105 episoder fordelt på 6 sæsoner.

Fogelman insisterede tidligt på at arbejde med et detaljeret “road-map” over hele seriens forløb. Derfor blev flere centrale scener – blandt andet Rebeccas sidste levedage og fremtidsspringet til Jack og Kates voksne søn – optaget år i forvejen for at sikre kontinuitet og undgå, at skuespillere ældedes i mellemtiden. Hver sæson blev konstrueret som en mosaik af tidslinjer: nutidige begivenheder i Pennsylvania og New Jersey blev spejlet i flashbacks til 1980’erne og 90’erne, ligesom sporadiske flashforwards fik lov at tease slutspillet. Grebet betød, at serien allerede tidligt kunne plante svar på spørgsmål, som først blev forløst i Sæson 6.

Beslutningen om at sige stop efter seks sæsoner var ifølge Fogelman “bagt ind i DNA’et fra dag ét”. Ved at fastlåse slutdatoen kunne forfatterrummet tune tempoet, så afsløringen af Jacks død (S2), Vietnam-mysteriet (S3), Randalls fremtid som senator (S4-5) og den rørende afsked på familiens landsted i Sæson 6 landede præcist, uden at historien blev trukket i langdrag. Resultatet er en afrundet fortælling, der både kreativt og produktionsmæssigt demonstrerer, hvad man kan opnå, når en skaber får lov at planlægge og afslutte sin serie på egne præmisser.